tirsdag den 20. november 2012

Implementering og afprøvning

Torsdag aften skulle vi afprøve vores designkoncept "Ed Is On" på Edisonbygningens facade. Implementeringen gik nogenlunde som forventet, vi oplevede dog nogle få komplikationer ift. den manglende belysning på det tidspunkt af aftenen, og blev klar over, at det ville være nødvendigt at opsætte ekstra belysning, for at kameratracking ville kunne fungere. Imidlertid var dette dog ikke noget problem, idet vi under afprøvningen styrede designet manuelt. Dette var dog også lidt kompliceret, for det var svært for Mette, som styrede farvernes bevægelse, at følge med i vores bevægelser oppefra kontrolrummet.
Selvom farvespektret overordnet set tog sig godt ud, så kunne nogle af farverne godt have været anderledes. Eksempelvis savnede vi en tydeligere grøn, og samtidig blev nogle af farverne forvrængede grundet de gule lameller som dioderne sidder på.


Under implementeringen i Max stødte vi ind i en del udfordringer. Da vi skulle have farverne ind på skærmen var det problematisk at tage højde for, at spektret skulle fortsætte uden for skærmen, så man kunne flytte rundt på det. Da Max-projektet skulle føres over i patchet ArtNet for at kunne blive sat op på facaden, gik der kuk i interaktionen, således at spektrets bevægelser ind imellem reagerede uventet på bevægelserne med piletasterne. Vi fandt aldrig årsagen dertil, men i og med at interaktionen med piltasterne er uvæsentlig pånær under afprøvningen, så er dette ikke noget at lade sig gå på af.


På trods af alt ovenstående var vi alle sammen positivt overraskede over, hvor tæt vi kom på at realisere vores design. Det var fedt!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar